Musisk-kreativ profil

På skolen arbejder vi aktivt med at være et sted hvor man ikke bare sidder stille og lytter og lærer. Vi ønsker at inddrage hele kroppen i læringsprocessen og udnytte de evner lærerer og elever har til at lære med kroppen forrest.

Et af vores kreative skud er MUSIKSKOLEN, hvor musik og bevægelse er i forreste række.

Musikskolen

- er vores bud på kvalificeret musikundervisning til vores elever. Undervisningen foregår på skolen efter skoletid. Vores undervisere er: 

Laila Trier Hjørnholm; sang og klaver 

Jeppe Tang Miltersen; trommer og band

Kristine Grenov; dans

 

Vild med musik

"Jeg har været ansat på musikskole i 15 år, hvor jeg har undervist i sang og klaver. Her har jeg arbejdet med stort set alle aldersgrupper og niveauer, lige fra nybegyndere i indskolingen til unge, der søger videre mod MGK  eller musikkonservatoriet." Laila Trier Hjørnholm

Dans

Går du i 2.-5. klasse på TKF, og elsker du at bevæge dig til musik? Har du lyst til at danse hver uge - give den gas med at øve, træne og gøre dig umage - og blive glad imens? Så håber jeg du vil være en del af vores nye dansehold!

Når vi danser viser vi et budskab eller historie gennem bevægelse. Derfor vil vi danse til musik, der fortæller noget godt. Det kan være både kristent og andet livsglad musik. Vi vil danse både stille og rytmisk dans med inspiration fra forskellige stilarter.

Jeg glæder mig mega til at danse med jer.

/Kirstine

Band

I band kommer vi til at arbejde med vores allervigtigste instrument: Øret!
At spille sammen handler om mere end bare at spille den rigtige rytme eller de rigtige toner.

Det handler om lytte til hinanden og være sammen om at skabe MUSIK. Det kræver fokus på detaljer, dynamik, breaks og meget mere.
Du kommer til at lære at bruge dit instrument og at kende dets rolle i en større sammenhæng med individuel indstudering i processen. Vi spiller alt fra funky grooves til følsomme ballader.
Kom med til band og vær sammen om at skabe musikken!
 

Klaver

I klaverundervisningen skal vi bl.a. arbejde med nodekendskab, akkorder, rytmer og improvisation. For begyndere lægger jeg vægt på at komme i gang med at lære akkorder tidligt. Her kommer musikken til at lyde af mere, og derfor bliver det hurtigt sjovt at spille instrumentet. Akkordspil er også utrolig brugbart, når man spiller sammen med andre. Vi skal også øve det at finde på, turde give slip og improvisere. Jeg synes, det er super spændende at høre, hvad eleven drømmer om at kunne spille og hvilken musiksmag, de har. Det er meget inspirerende, og ofte kan vi indarbejde noget af det i undervisningen.

Sang

I sangundervisningen er kroppen vores instrumentet. Vi skal derfor arbejde med vejrtrækning, kropsholdning og derigennem skabe kontakt til de muskler, vi skal bruge for at synge "virkeligt fedt”. Vi skal træne stemmen til at synge både højere og dybere. Vi skal synge en masse GODE sange, øve 2.stemmer, improvisere og lære om mikrofon-teknik. I sangundervisningen sætter jeg stor pris på inputs fra eleven, så deres ønsker også får plads og skaber den gode energi i læringen. Man skal synge noget man kan lide. Sangen er mit hovedinstrument og det jeg virkelig nyder at arbejde med. 

Priser 2024/25

Man binder sig som elev for et helt år og modtager undervisning 33 gange a 25 minutter (band og dans 33 gange a 40 minutter) i løbet af et skoleår.

  • Sang/klaver foregår mandag eftermiddag
  • trommer/band forventeligt tirsdag eftermiddag
  • dans forventelig mandag eftermiddag.

Sang/klaver/trommer koster 5225 kr. fordelt på 11 rater á 475 kr.,som opkræves med skolepengene. Band koster 2915 kr. fordelt på 11 rater á 265 kr. Dans koster 1320 kr. fordelt på 11 rater á 120 kr.

Der er åben for tilmelding til musikskolen nu. Skriv en besked på intra til Rikke eller en mail til tkf(a)tkfri.dk. Angiv om det er undervisning i sang, klaver, trommer, band eller dans.

Tilmeldingsfrist 14. juni 2024. 

Musikskolens retningslinjer

Vi forbeholder os retten til at må aflyse 3 undervisningsgange pr. sæson uden modregning i elevbetalingen.

Aflyser læreren mere end de 3 gange på en sæson, vil I få det tilsvarende beløb refunderet eller der findes en erstatnings gang.

Aflysninger, der ikke er lærerens ansvar, tilbagebetales eller erstattes ikke. Skulle skolen skemalægge begivenheder eller lignende i elevens musikskoleundervis-ningstid, kan eleven prøve at bytte tid med en anden om muligt.  Det samme ved eksterne arrangementer. F.eks. konfirmandture, her erstattes lektionen heller ikke, og eleven kan ligeledes forsøge at bytte tid med en anden.

I løbet af undervisningsåret kan sammenspil, ferniseringer, elevkoncerter og lignende indgå som undervisning og træde i stedet for ordinær undervisning. Der er således ikke tale om aflysning af undervisning.

 

 
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk